Opel satser stort og grønt

General Motors datterselskab Opel, der sidste år ellers skulle være solgt fra, satser 82 milliarder kroner i aggressivt comeback

Investeringerne på de 82.000.000.000 kroner bliver fordelt over de næste fem år og vil blive anvendt til en "produkt-offensiv", som Opel kalder det.
Den enorme investeringsplan er del af en genopretningsplan, der ifølge engelske BBC skal sikre overskud i bilfabrikken inden for de næste to år.

Vil slanke organisationen
Samtidig med investeringerne i nye konkurrencedygtige bilmodeller og investeringer i nye markeder, vil Opel slanke organisationen ved - som vi på AutoMester.dk skrev for nyligt - at nedlægge 8300 stillinger i Europa og lukke for Opels bilfabrik i hollandske Antwerpen.

Otte nye modeller i år
Allerede i indeværende år agter Opel at lancere otte nye bilmodeller og yderligere fire nye modeller til næste år.
Desuden er det Opels plan at øge markedsføringen og salget til Mellem- og Fjernøsten - dog kun i det omfang, at det giver mening rent økonomisk.
Det tredje ben i Opels nye strategi er at satse voldsomt på alternativ drifkraft. Herunder har Opel store planer omkring sin elektriske bilmodel Ampera (billedet).

Satser på øget statsstøtte
I USA har GM og de øvrige amerikanske bilproducenter fået mange milliarder i statstilskud til udvikling af grønnere biler med med alternativ drifkraft.
Måske håber Opel, at dets planer vil have samme effekt på de europæiske politikere.
For forudsætningen for den store investeringsplan på 82 milliarder kroner er, at Opel kan få europæiske regeringer til at skyde omkring en fjerdedel af beløbet ind i projektet i form af lånekapital.