Volvo-underskud på 17.000.000.000 kroner

Det vingeskudte salg af lastbiler har kostet svenske Volvo et underskud på intet mindre end 17 milliarder svenske kroner i 2009.

Det har været et miserabelt år for den svenske lastbilproducent Volvo - ikke at forveksle med personbils-forretningen Volvo, der er ejet af Ford.
Lastbilproducenten har netop aflagt årsregnskab for 2009, og det er skræmmende læsning for investorerne.
Samlet set kom Volvo ud af året med et dundrende driftsunderskud på 17 milliarder svenske kroner (og det svarer til cirka 12,5 milliarder danske kroner).

Ekstremt styrtdyk i salget
Driftsresultatet er 32,9 milliarder svenske kroner dårligere end i 2008, da Volvo realiserede et driftsoverskud på 15,9 milliarder svenske kroner.
Volvos problemer skyldes i altovervejende grad det styrtdyk i lastbilsalget, som det økonomiske tilbageslag i kølvandet på finanskrisen er skyld i.

Mindre behov for transport af varer
Afkølingen af den globale økonomi har mindsket behovet for at få transporteret varer rundt.
Det har ramt vognmandsbranchen, som dermed har sat en stor del af investeringerne i nye lastbiler på standby.
Det kan aflæses ganske kontant i Volvos årsregnskab, idet 2009-omsætningen faldt med hele 28 procent til 218,4 milliarder svenske kroner fra 304,6 milliarder svenske kroner året forinden.
(Kilde: epn.dk)