Det danske bilsalg præges af mindre og velkørende familiebiler samt biler i den såkaldte firmabilklasse. Det fremgår af brancheorganisationen De Danske Bilimportørers statistikbank.
Bilimportørerne opgør hver måned salget af nye biler i Danmark, og de senere år har tendensen været, at de danske kunder især har haft øje for mindre, men velkørende og miljøvenlige biler. Samtidig har en anden stor del af bilkøberne valgt bil i firmabilstørrelsen - det er biler som VW Passat, Ford Mondeo, Opel Insignia, Citroën C5 og Toyota Avensis.
Topscorer fra Peugeot
Men det seneste årtis mest populære bil i Danmark har været Peugeot 206, som der er blevet solgt 44.103 af. Det svarer til 3,46 procent af bilsalget.
Den lille Peugeot 206 har da også i andre lande været så populær, at Peugeot valgte at fortsætte med modellen, selv om den har fået en afløser i 207.
Peugeot er i øvrigt et af de mærker, der har forstået at opfylde bilkøbernes ønsker. Den større 307-model er nummer fem på listen med et salg på 35.801.
VW og Skoda med i toppen
Også Volkswagen og Skoda er repræsenteret med to modeller blandt de 10 mest solgte. VW Passat og VW Golf er nummer seks og ni med et salg på henholdsvis 33.216 og 25.011 biler.
Skodas Fabia- og Octavia-modeller er nummer tre og syv med et salg på 38.128 og 28.649 biler.
Andenpladsen på listen indtages af Toyota Avensis med et salg på 40.297 biler og en markedsandel på 3,17 procent.
Mercedes'erne er der oftest et skilt på
Statistikken fortæller også, at markedet for luksusbiler i Danmark er beskedent.
Men Mercedes' E-klasse er dog en undtagelse. Modellen er placeret forholdsvis højt på listen som nummer 51 blandt i alt 822 bilmodeller, som er solgt i Danmark de seneste 10 år.
Der er faktisk solgt 7536 Mercedes E-klasse biler, og det skyldes især, at modellen er populær som taxi.
En kultbil som Mini er i alt solgt i 1726 eksemplarer, mens VW's Beetle er blevet solgt i 627 eksemplarer.
Top 10 i årene 2000-2009 - model og salgstal:
1: Peugeot 206, 44.103
2: Toyota Avensis, 40.297
3: Skoda Fabia, 38.128
4: Ford Mondeo, 36.819
5: Peugeot 307, 35.801
6: VW Passat, 33.216
7: Skoda Octavia, 28.649
8: Fiat Punto, 27.032
9: VW Golf, 25.011
10: Citroën C5, 24.317
(Kilde: De Danske Bilimportører)